Med et insekthotel kan du tiltrække spændende smådyr og fugle til din egen baggård eller have.
Mange af de insekter, som er med til at bestøve vores planter, har svært ved at finde skjulesteder til æglægning og ly i vores haver og parker. Vi er for gode til at rydde op og gøre pænt i vores uderum. I naturen yngler de mellem gammelt træ og kvas i skovbunden eller i vissent græs og blade.
Du kan hjælpe insekterne med at yngle ved at bygge et insekthotel. Størrelsen og udformningen af dit hotel er op til dine ambitioner og din fantasi – faktisk kan en hullet mursten, som fyldes med lidt smågrene, gøre det ud for et simpelt vinterhi.
Om du bruger en gammel skuffe af træ eller bygger en ny kasse er underordnet. Bare du bruger naturmaterialer og undgår trykimprægneret træ. Nogle bygger insekthoteller i 15-20 etager, men det mest almindelige er at lave mindre kasser, som hænges op på en mur, i et træ eller på et hegn. Du kan tænke insekthoteller som et supplement til redekasser for fugle, som historisk set er mere almindelige i de danske haver.
Om insekthoteller
I Danmark findes der mere end 17.000 forskellige insekter og andre smådyr, og afhængigt af hvor du bor, kan du være heldig at se følgende dyr indlogere sig i hotellet: bænkebidere, edderkopper, mariehøns, vilde bier, humlebier, hvepse og skolopendre. Hvis du er særlig heldig, vil en sommerfugl eller en smuk natsværmer bruge dit hotel til overnatning.
Du skal bruge:
- En trækasse, eksempelvis en gammel skuffe eller vinæske; eller byg din egen æske - mindst 15 cm dyb
- Evt. nogle stykker træ som rumdelere eller urtepotter i ler
- Hule kviste -fx bambus, pinde, tørre blade, grankogler, strå, hø, potteskår, muslingeskaller, uld eller mos
- Snor til at bundte de forskellige materialer sammen
- Hønsenet, havesaks, sav, søm og en hammer
- En gren eller stamme og en boremaskine med bor Ø 8-10 mm
Link til videoguide
Nedenfor finder du en videoguide, som vi lavede i 2016. Vi bliver heldigvis også klogere hele tiden og har siden da fundet ud af, at vi ikke gør tingene helt rigtigt i videoen. Når du laver insekthoteller skal de fx være mindst 15 cm dybe - ellers er der simpelthen for meget kold vind til at nogen gider at flytte ind. Herudover kan det selvfølgelig se flot ud og have en god pædagogisk værdi, men faktisk er det bedst ikke at blande alt for mange forskellige materialer - så risikerer du fx at tiltrække rovinsekter som naboer til vilde bier, og dét er super trælst for bierne.
Se også
Du kan også finde guides til insekthoteller andre steder.
Se fx foreningen “Vilde bier” som arbejder på at fremme forholdende for de vilde bier i Danmark. I denne video fortæller de om at lave “rækkehuse” for solitære bier, og om andre vigtige forhold, der gør livet bedre for bier.