Køkkensvampe - Min vej til en løbende produktion

Ja. Hvad vil jeg egentlig med dette opslag? I bund og grund vil jeg nok bare “blære mig”, og give min fascination videre, så andre også kan dele den.
Jeg begyndte omkring efterårsferien lige så stille at dyrke østershatte her hjemme i kaffegrums. Jeg startede med almindelig og pink østershat, hvor den pinke udelukkende blev valgt på grund af dens fascinerende farve. Jeg havde en drøm om en kontinuerlig høst, og derfor fik jeg behov for at opformere mycelium og løbende starte nye kasser eller poser med svampe op.
I forhold til opformering, startede jeg med at gøre det på perlebyg, da det var hvad jeg havde læst mig frem til var bedst. Det fungerede dog ikke rigtigt for mig, da de blev kontaminerede og muggen hurtigt overvandt myceliet. Derfor gik jeg over til undulatfrø, som primært består af hirse, hvilket har fungeret upåklageligt.
I forhold til medie, så løb jeg ret hurtigt tør for kaffegrums. Jeg forsøgte i en periode at øge produktionen af kaffegrums, hvilket dog førte til rystende hænder og hyppige toiletbesøg, og stadig uden at jeg kunne producere nok medie. Derfor gik jeg over til at blande kaffegrumset med enghø, som man kan købe i dagligvareforretninger. Jeg overhælder blot enghøet med kogende vand, lader det trække 20 minutter, og presser det til sidst med hænderne, så der ikke er overskydende væske med i den videre proces. Derefter blander jeg det med kaffegrums og mycelium, og putter det enten i mine grå kasser eller i plastikposer.
Jeg ved godt, at mine plastikkasser ikke er fødevaregodkendte, men mine 3 liters affaldsspande fra Ikea er valgt ud fra en vurdering af, hvor meget plast jeg ville spilde ved at bruge engangsplastikposer, og at jeg tror jeg alligevel får så meget mikroplast andre steder fra, at det der måtte komme fra mine svampe gør en minimal forskel.

Men tilbage til svampene i mit køkken:
Jeg er nu endt op med at have en nogenlunde kontinuerlig produktion af 4 typer østershatte: Sommerøstershat, Spoppo, pink østershat og almindelig østershat.
Og det er fantastisk at se på, når de alle 4 giver frugt samtidig, og man kan se deres forskelle og ligheder, og deres forskellige farver lyser op på skænken i køkkenet.
Jeg har løbende også lavet nogle ekstra poser, som jeg uddeler som værtindegaver, og det har medført at der er mange i min omgangskreds, der nu også krydrer tilværelsen med lidt østershatteproduktion i køkkenet.
(Jeg blev dog ikke så populær, da jeg sagde til min svigermor at hun godt kunne vente et par dage med at høste sine pink østershatte, og hun så stod op til et totalt støvet køkken, da de havde nået at smide deres sporer).

Så hermed bare min varmeste anbefaling til alle, til at komme igang, hvis man har den mindste lyst. Jeg har sjældent oplevet poser/kasser der ikke har givet svampe, og de er en fantastisk smagsgiver i næsten al madlavning.



2 Synes om

Kære @Kroeyer - tak for dit indlæg. Det lyder som en god produktion, du har gang i, og fedt at du deler ud til dine bekendte!

Hvis du vil prøve med nogle nye slags, har vi pt. flere forskellige østershatte - bl.a. en lokal, dansk art og en flot blålig - og andre, måske lidt mere udfordrende arter, som Pindsvinepigsvamp (Lion’s Mane) og Gylden Enoki. Du kan evt. se dem her: https://tagtomat.dk/produkt-kategori/svampedyrkning/mycelium/

Mvh Julie

Jeg håber du mener gyldne og ikke gylde det andet lyder lidt uapetitligt :stuck_out_tongue_winking_eye:

1 Synes om

Lyder super lækkert, og kan være jeg skal prøve at blande kaffegrums med hø, drikker nemlig heller ikke nok kaffe hjemme til det.

Jeg retter lige gylde til gylden :slight_smile:

1 Synes om

Jeg mente selvfølgelig gylden :wink: Det gik vist lidt stærk. Men ingen gyldesvampe her - kun fine gyldne enokier!

Hej:)

Håber stadig det går godt med hjemme produktionen. Har selv fået fingrene i noget enghø, så jeg vil også prøve at blande det med kaffegrums. Hvilket forhold bruger du mellem kaffegrums og enghø (tør eller våd vægt)?

Mvh Martin