Ingen svampe? Sæt din svampeboks i køleskabet!

Hej svampe-interesserede

Har du oplevet, at din svampeboks er gået i dvale efter åbning af lågen og ikke vil sætte frugtlegemer?

Det har vi her i Tagtomat, så vi har lavet et lille forsøg på, hvordan man kan såkaldt ‘genstarte’ en svampeboks, som virker til at være gået lidt i stå. Vi satte dem i køleskabet i en lille uges tid, og se nu her!

Svampe overalt, bugnende ud af deres små låger. På nedenstående billeder kan du endda se hvor hurtigt den blålige østershat har udviklet sig på blot et enkelt døgn, ret vildt.

Denne eksplosion af svampe skyldes, at vi har fået svampene til at tro, at det er blevet efterår, hvilket er lidt lettere at simulere i køleskabet end ved stuetemperatur i vores showroom. Fordi når temperaturen falder, som den gør om efteråret, registrerer myceliet at vækstsæsonen er ved at være slut, hvorefter den vil give maks gas på at danne frugtlegemer, så den kan sikre artens overlevelse gennem sporekast.

Hvis du står med samme oplevelse derhjemme, så prøv at give din svampeboks en tur i køleskabet i en lille uge og se om ikke det hjælper på det. Meld endelig gerne ind med oplevelser og erfaring, og om det har virket for jer eller ej.

Grøn front!

P.S. vi har kun vores svampebokse stående i solen i vores fine butiksvindue på Jagtvej for at dele vores svampeglæde med forbipasserende. De tørrer dobbelt så hurtigt ud, hvis du stiller dem i solen.

1 Synes om